Vibeke Pilar Carstensen hos Alias Forlag

Hvad der inspirerede Vibeke til at skrive dette værk, var hendes egne oplevelser med sit eget hår, som hun har haft farvet i nær alle hårfarver, og stadig farver, for at dække tidlige grå hår. Men det har lige så meget været historier fra venner og bekendte, ædru og i fuldskab, der betroede hende deres egne små og store hårproblemer. Det gik op for hende, at hår egentlig fylder meget hos folk, og at man kan have svært ved at komme ud med éns tanker om det. Så hun fik idéen til at fortælle om folks vidt forskellige hårtyper. Og da først hun havde beskrevet dem med ord, stod karaktererne klare for hendes indre blik, hvorfor hun tilføjede visuelle portrætteringer af dem. Dette har Vibeke ikke altid gjort med sine udgivelser, men i ’Hårdage’s tilfælde, hang ord og streg sammen for hende; det var hendes opfattelse, at de to medier her ville komplimentere hinanden og ikke kæmpe om rampelyset.

Portrætterne i bogen er dermed fiktive, men i stor grad inspireret af virkelige mennesker, inklusive Vibeke selv, som kan se en del af sig selv i alle karaktererne. Hun har set folk på gaden, som fangede hendes opmærksomhed, og ved at sætte sig ind i deres hårtype og ukendte livssituation og derefter portrættere dem, kom hun tættere på disse personer og tilegnede sig de følelser, der knyttede sig til dem – også selv om disse personer ikke vidste af det. Vibeke opsøger disse oplevelser, der lader hende spejle sig i mennesker, for derefter at kunne afspejle dem på papir. At karaktererne i ’Hårdage’ derfor er en sammensætning af en masse forskellige mennesker, viser dermed også, hvor meget hun i øvrigt lader sig inspirere af mosaik.

Især er det de kunstneriske frisurer, som, ikke overraskende, tiltrækker den hårfarveglade Vibeke. Hun har en indsigt i, at vi som mennesker ikke altid er den samme person, men ændrer os fra tid til anden. Visse perioder i éns liv, kan derfor kræve, at man har brug for forandring og måske udfører eksperimenter. Éns hår og frisure kan dermed være en måde at afspejle sin indre tilstand på, på en given dag, og således være fremtræden med sit image og dén rolle, man føler man bærer for enten en dag eller for en periode i sit liv. Og hvis man tør bære et kunstværk på sit hovede, så siger det meget om en person – også selv om det ikke er hver dag, man har lyst til det.

Hvad der dog også fascinerer Vibeke, er hverdagens normalitet. Hun er ikke en drømmer eller eskapist, som kunstnere ofte bliver enten kategoriseret som eller frivilligt beskrevet som. Men Vibeke idealiserer ikke – hun forguder tingene som de er. Dermed forskønner hun heller ikke de ting, hun ser – hun portrætterer dem, som hun ser dem. Hun observerer nutiden og ønsker sig ikke frem eller tilbage i tiden, men værdsætter dén tid hun befinder sig i og sætter pris på, at tingene er som de er. Det tillader hende at finde det smukke i det normale. Og hendes fund kan hun ikke lade være at dele med omverdenen.

Hun holder endda af at være tvunget til at kommunikere sine opfattelser af ting og emner; udfordringen i dette opliver hende og styrker hende i at formidle tingene, som hun oplever dem. Derfor er hun også i gang med at uddanne sig til lærer, da det altid har været hendes ønske, bevidst eller ej, så hun kan undervise i blandt andet billedkunst. Dét at møde mennesker i et andet miljø, inklusive børn, giver hende nemlig også mulighed for at sætte sig ind i andre mennesker, hvilket hun har sans for, og hvilken evne hun gør brug af i sine udgivelser af digte og kunstværker, som det tydeligt ses i ’Hårdage’. I sin interaktion med andre, forbliver hun nemlig, som hun selv siger det, kunstner. Hvilket vil sige, at hun tager til sig, hvad hun hører andre sige, og i sit stille sind filosoferer over deres udsagn med sit kunstnergen og sætter det i forbindelse med andre perspektiver og andre emner.

Denne tendens afspejler også, at Vibeke definerer sig selv som både introvert og ekstrovert, også kendt som ambivert. Hun har altid haft sit indre liv, som hun i øvrigt altid har formidlet med kunst, som hun har tillært sig selv, men hun sætter samtidigt pris på at sætte sig ind i emner sammen med andre mennesker, og på at sætte sig ind i personligheder hos andre mennesker. Hun gør desuden en dyd ud af at portrættere personer i de bestilte portrætter hun udfører. En bog som ’Hårdage’ krævede dog, at karaktererne blev karikerede og karakteristiske, for at deres individuelle budskaber kom frem. Og deri skinner en bred skare af forskellige menneskers kvaliteter igennem. Hvilket netop var Vibekes ønske, idét det afspejler det skønne almindelige, og samtidigt viser hvor forskelligt det almindelige kan være.